Flemming og Anni


Der var en gang en lille dreng og en lille pige.

De havde begge et helt almindeligt liv - hvis der altså overhovedet er nogen, der har det - i deres helt almindelige familier.


De blev teenagere, med hormoner og komplikationer af alskens slags. Det andet køn blev interessant, og minsandten om ikke disse to børn, som nu var teenagere, fandt sig en mage hver.


De fik uddannelse, job og en eller anden slags karriere, uden at tage munden for fuld, og som årene gik dryppede en flok børn ned i deres reder.

Ansvar, forpligtelse, opdragelse, bekymringer, socialt liv, socialklasseforbistringer (det kommer vi tilbage til senere), ambitioner, skuffelser, skilsmisser - og BØRNEBØRN. Fantastiske, fortryllende børnebørn. Og helt nye bekymringer på et helt nyt niveau.


Og alle rynkerne. Og kroppenes forfald. Og alderen der tynger - eller måske snarere forvirrer. For hvem er vi? Med alt det her - eller måske snarere inde bag ved alt det her - hvem er vi så? 

Vi er i hvert fald bedsteforældre. Bedste i verden, hvis du spørger os.


Alt det her vil vi gerne snakke om. Vi = Flemming og Anni, begge årgang 1964.

Vi har været venner i snart 30 år, og har igennem mange snakke opdaget, at vores krøllede tanker om livet er ret ens.


Vi har de samme bekymringer, de samme begejstringer og nogenlunde de samme udfordringer med at genkende os selv i den “version 2023” version, der hilser godmorgen i spejlet. Vi har også de samme store følelser for vores børnebørn, og de samme undringer over, hvor helt anderledes det er at være bedste end det var at være far eller mor.


Nu deler vi vores tanker, forundringer og forandringer med dig i vores podcast og film. Og måske kan du genkende noget, som får dig til at trække vejret lidt lettere og smile af den fortryllende, forbistrede alderdom (hvilket rædselsfuldt ord) og alle dens muligheder. Både som bedste og som et helt almindeligt (ældre) menneske.